mandag den 8. september 2014

Der bor en mantikora i bogen

I forbindelse med, at min første børneroman "Noans mærke" udkom i august, lavede jeg en workshop for nogle tegneglade børn i SFOen på Ulstrup Skole.



Noans mærke handler om Noan, der har et mærkeligt rødt mærke på låret. Han og bogens jeg-person bor på en ø, sammen med en masse andre børn og nogle få voksne. Det er Nidur, der bestemmer på øen - og han vil ikke have, at børn er vrede eller kede af det. Bliver de det alligevel, kan de blive sendt væk.
En dag forlader børnenes elskede madmor øen. Hun ender i en by, hvor børn bliver holdt fanget af en ubarmhjertig hersker og hans menneskeædende mantikora. En mantikora er det fabeldyr, der har menneskeansigt, løvekrop og skorpionhale. Den har manke og i munden sidder 3 rækker skarpe tænder.
I Noans mærke er der kun een person, der kan redde byen fra den frygtelige mantikora - nemlig en dreng med et specielt mærke.


Jeg havde besluttet, at vi skulle tegne mantikoraer. Da vi gik i gang, læste jeg det stykke, hvor mantikoraen bliver beskrevet første gang - og så lavede vi skitser, hvor jeg tegnede for på tavlen. Når jeg tegner for, siger jeg f.eks.: "Sådan ser mine øjne ud - men I skal jo lave jeres tegning, så måske har jeres øjne en anden form..."






Da skitserne var færdige, tegnede børnene deres mantikora på akvarelpapir. Jeg havde lagt nogle skabeloner og neocolor I frem, så de kunne lave mønstre på kroppen. De lagde skabelonen under papiret og gned farvekridtet hen over papiret. Derefter blev der malet med flydenden akvarel og tegnet op med sprittusch.

De færdigmalede mantikoraer blev klippet ud - og sat op på en kopi af en af bogens siden, som jeg havde skåret kvadratisk. Til sidst monterede vi det hele på et turkist stykke karton.











                                                                                        Jamen, er de ikke herlige?

søndag den 10. august 2014

Gaven

Sidste år i august døde min Bedstefar 92 år gammel. Han var en særlig mand. Uddannet dekoratør og arbejdede som sådan i mange år, men når han kom hjem fra arbejde, var han altid i gang med at male, tegne og skrive digte.

Det er ikke til at vide, om jeg havde haft den samme interesse for at male og skrive, hvis jeg havde haft en anden Bedstefar. I denne august har jeg i hvert fald tænkt en del på nogle ture, vi havde sammen.
Vi kørte af sted i hans brune Saab. Han elskede de danske landskaber – og når vi kom til et sted, han synes, var særlig smukt, standsede han bilen, og vi tog hver en tegneblok frem.
Hvis det regnede, sad vi bare inde i bilen og spiste flødetabletter og tegnede.  Så viste han mig bakkerne, markerne og buskenes form og kirken i det fjerne. Og tænk, jeg kunne faktisk også tegne gode tegninger af gårde og landskaber. Min Bedstefar var måske ikke den store pædagog, men min mor syntes, jeg var meget dygtig, når jeg viste hende mine tegninger.


Min Bedstefar var med til at give mig bevidstheden om, at det er vigtigt at kunne udtrykke sig i billeder og ord – og det har jeg med mig som en kæmpe gave. En gave som jeg har lyst til at give videre til mine børn. Så i dag pakkede jeg bilen. Jeg havde fundet en lille kasse til skitsebøger, blyanter og flødetabletter.
Lidt ved en tilfældighed endte vi på Himmelbjerget - og der sad vi på H.C. Andersens bænk, lige ved siden af stenen med ordene ”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme” og tegnede. Det ville han have elsket, den gamle.
De små tegnede kun lidt – men Lara var fordybet i sin tegning i lang tid, og hun var stolt af den, da hun var færdig.

Og kassen – den står stadigvæk ude i bilen.


 

fredag den 20. juni 2014

Hvor sidder øjnene?

Jeg havde haft nogle diskussioner med nogle af børnene på mit ene billedskole hold. De mente helt sikkert, at jeg tog fejl, når jeg sagde, at øjnene sidder midt i hovedet. Enhver kan jo se, at de sidder øverst!
Jeg endte med at give dem en lineal, så de lige kunne måle efter. En rimelig dårlig lineal – for den målte lige præcis det, de havde sagt
:-)
Gangen efter skulle vi male portrætter. Vi gennemgik ansigtets proportioner sammen. Børnene tegnede i deres skitsebog, mens jeg fortalte. Bagefter skulle de tegne et portræt på akvarelpapir. Vi malede med flydende akvarel og tegnede op med en tynd sprittusch. Til sidst klippede vi portrætterne ud - og satte dem på plader, vi havde beklædt med tapet.  





info@hrferdinand.dk


Da alle var færdige viste jeg børnene nogle af Julie Nords akvareller af børneportrætter. Jeg kan godt lide, at vise Julie Nords værker til børn. De vækker følelser – og der kommer altid gode samtaler ud af det.

søndag den 20. april 2014

Påskeæg med smuk magi

Lara på 7, Ida på 4 og Silje på 3 år var enige om, at vi skulle lave smukke påskeæg i dag.
Som en anden Olsen Bande gik vi i gang med at finde ting frem: En bakke hvide æg, lidt snor, en gammel nylonstrømpe, løgskaller og en lille sjat eddike.

Så gik vi i haven, hvor pigerne fandt blomster og blade, som jeg satte på æggene med snor, hvorefter jeg bandt et stykke af nylonstrømpen omkring.

Tilsidst hældte vi vand og en sjat eddike over - og kom løgskaller ved. Jeg varmede det hele langsomt op, og lod herligheden koge i 2 timer. Nej, disse æg skal ikke spises!

Pigerne syntes, det var fantastisk at klippe nylonstrømpen op og tage bladene af, og Ida konstaterede: "Nøjj, hvor er det smuk magi!"

GOD PÅSKE!



 
 





lørdag den 12. april 2014

Fugle i lag




Jeg ville gerne vise mine elever, at der kan være mange lag i et maleri. Derfor lavede vi disse fugle på plader, hvor vi først havde arbejdet med 4 lag. Det kan være en god idé, at have et par føntørrer til at tørre malerierne imellem lagene. Mine elever lavede også deres fugle, mens pladerne lå til tørre.

1. lag: Mindst 5 stykker avispapir limes på med limlak.
2. lag: Jeg havde blandet en lys blå af primær blå og hvid. Den blandende jeg op med vand, og børnene besluttede selv, om de ville rulle – eller pensle den på i et tyndt lag.
3. lag: Jeg har nogle stempler i enkle former, der er lavet af de skumbakker, man undertiden er så heldig at købe frugt og grøntsager i. Børnene har selv klippet firkanter, cirkler, trekanter osv. Dem brugte vi til at stemple med. Jeg havde også taget et par legetøjsbiler med, der måtte bruges som stempler. Vi brugte en blanding af primær rød og sienna.  
4. lag: På det sidste lag stemplede vi hele pladen med bobleplast og hvid maling.

Så kunne vi sætte fuglene på med limlak og hele pladen fik også et lag limlak. Til sidst tegnede vi konturstreg, øjne og ben med en sort tusch. 

Fuglene blev lavet på avispapir, nodepapir, gråt kardus og andet farvet papir.
 




 

torsdag den 3. april 2014

Snirkelkrukker med Fru Billedkunst


 
I dag er jeg ude i en ren anbefaling af bloggen: FruBilledkunst. Fru Billedkunst har utrolig mange gode ideer. Hun er grundig i sine beskrivelser af undervisningsforløb – og det kan være godt, når man kaster sig ud et projekt som snirkelkrukker. På Billedskolen i Ulstrup fulgte vi hendes vejledning – og det blev nogle fantastiske timer, hvor børnene fik lavet nogle skønne krukker. Der var en særlig stemning af overraskelse og glæde, over at de kunne lave noget så fint.

 








onsdag den 2. april 2014

Fugle med et budskab


Hvad er vigtigt i livet. Mine billedskolebørn har nogle bud: Elske, venner, latter, lege, familie, hjælpsomhed og kærlighed. Ja, så er der vel ikke meget mere at sige – det skulle da lige være, at jeg er pjattet med de børn.
Fuglene med de vigtige ord er lavet i ler. Vi tegnede først skitser, som vi skrev ord på og klippede ud. Så rullede vi leret ud med kageruller. Tysk hvidler med charmotte. Vi rullede på en gammel dug med mønster, for at leret kunne slippe bordet – men også for at give leret struktur. Så lagde vi vores papirfugl på leret og skar efter den.
Derefter stemplede vi ordene med bogstavestempler. Man kan købe et billigt sæt i Tiger – men jeg foretrække det noget dyrere fra Panduro, da det indeholder Æ, Ø og Å.  
Hvis fuglene skal kunne flyve, skal I huske at lave huller.

Så skulle fuglene tørres og forglødes.

Gangen efter glaserede vi med penselglasur. Vi brugte først en sort penselglasur. Med tynde pensler kom vi glasur ned i bogstavfordybningerne. Selvfølgelig var det umuligt ikke at ramme leret ved siden af, så vi brugte en fugtig svamp til at tørre den overskydende glasur af med. Derefter kunne børnene pensle de farvede glasurer på resten af fuglen, før vi fyldte keramikovnen igen og brændte dem op til 1020 grader.