lørdag den 23. maj 2015

Barberskum og victorianske huse

Det er en fest at marmorere med barberskum. En meget farverig fest.
 
Jeg havde fundet et par flade papkasser, som jeg kom i hver sin plastiksæk. I disse kasser fik børnene lov til at sprøjte barberskum.
Derefter dryppede vi flydende akvarel i - og rørte let i herligheden med en gaffel.
Børnene og jeg besluttede at lave 3 kasser: blå/gul, rød/gul og blå/rød. Det gennemførte vi - næsten!
 
Når der er lavet smukke mønstre i barberskummet, kommer man sit papir i. Vi brugte akvarelpapir, og lod det ligge i ca. 10 sek. før vi tog det op, og lagde det på et avisunderlag. I det hele taget, er det et god idé med MEGET afdækning. Til sidst fik børnene fik en lineal, som de kunne skrabe barberskum af med. Hvis man ikke er pjattet med meget farverige hænder, kan engangshandsker anbefales.



 
 

 

 
 
 
Jeg havde besluttet, at vi skulle bruge det marmorerede papir som baggrund til victorianske huse. Alle børn fik udleveret et fotografi af et hus, et stykke sort kardus og en hvid farveblyant.
De fik at vide, at de skulle begynde med at tegne et af vinduerne - og at de gerne måtte digte. Dvs. deres hus behøvede ikke at ligne deres fotografi.
 
Da de var færdige med at tegne, klippede de huset ud. Og til sidst skulle det monteres på det farvede papir. Før de satte huset på, klippede de et stykke sort kardus, som de satte nederst på papiret.
 
 
 






 
 

fredag den 22. maj 2015

De 5 venner

På Lisbeth Reinholdts blog "Bidt af Billedkunst," så jeg for nogen tid siden et projekt, hun har lavet med en 4. klasse: Art Cats.
Jeg fik lyst til at lave et lignende projekt, og fulgte i store træk Lisbeths anvisninger.
Da jeg gav børnene opgaven, talte vi først om overlapning, og derefter forklarede jeg, at de skulle lave et billede med titlen: De 5 venner.
Vennerne skulle være forskellige. Forskellig højde, bredde, hovedform, øjne, mønstre o.s.v. Jeg gav dem desuden to grå nuancer ud over den sorte tusch.

Det var et rigtig fint projekt - så tak til Lisbeth for inspiration.







torsdag den 15. januar 2015

Skyggefugl

Der findes skønlitteratur for voksne og børnelitteratur. Der findes ungdomsbøger, digtsamlinger og rejsebøger. Vi har kategorier, så vi kan genkende det genkendelige.
Men der findes også andre bøger. Jeg vil kalde dem: Bøger for mennesker. Altså for små mennesker og store mennesker. Her er alder et uinteressant pejlemærke. Sådan en bog har jeg netop læst: Skyggefugl" af Tina Sakura Bestle.

Sikke en bog. Sproget er klart - men alligevel poetisk, overraskende og mystisk. Ligesom hele fortællingen om den 7årige Alma, der har tanker som en gammel dame - og derfor må cykle af sted på sin røde, nye fødselsdagscykel for at hjælpe tankerne hjem. Det bliver en rejse ud i det mørkeblå, og vi kommer til at elske hendes nye ven, kalven Lønborg, der ligger i formalin, fordi den kun har et øje. 

Jeg vil ikke fortælle om rejsen, for den skal opleves - så jeg vil nøjes med at sige: Køb den, lån den, læs den for dig selv eller dine børn. Det har ingen betydning om dine børn er 8, 37 eller 61 år. Jeg håber, at I, ligesom jeg, vil blive ramt af ømhed, særegenhed og henrykkelse.

onsdag den 10. december 2014

”Pludselig og meget nærværende betragter fuglen sin måne”

BILLEDSKOLETRÆF 2014
En søndag i september var de 4 billedskoler i Favrskov Kommune til Billedskoletræf. Vi var på besøg på Randers Kunstmuseum, hvor vi havde fået lov til at lægge kæmpe ark papir på gulvet i museets sale - og der var indkøbt blyanter og blyantspidsere i rå mængder.


Børnene blev delt op i fire grupper og alle børn lå på skift på et stykke papir og blev tegnet. Derefter var vi på rundvisning i udstillingen "Sven Dalsgaard 100 år." Sven Dalsgaard er en af dansk kunstscenes mere særprægede og spændende kunstnere - og vi fik en hel fantastisk indføring i hans liv og værk af museets dygtige rundvisere.



Derefter skulle børnene tegne det, de havde set på udstillingen. Der blev tegnet stole, flag, øjne, fisk, mennesker med to hoveder og meget andet.


Alt for hurtigt gik der 4 timer og papiret blev rullet sammen og forsigtigt bragt hjem.



Det var en lidt hård dag for mig, da jeg skulle skærer vores papir op. Men jeg gjorde det - og fik 24 stykker papir med mange gode streger på.

På Billedskolen talte vi om den skulptur, vi også havde set på museet: ”Pludselig og meget nærværende betragter fuglen sin måne.”
Den skulptur blev udgangspunkt for den tegning børnene skulle lave. Jeg opfordrede til at tegne en stor fugl og forsætte arbejdet med forskellige skraveringer.










Vi glæder os til Billedskoletræf 2015!

tirsdag den 2. december 2014

Parafrase over Mette Rishøj

Mette Rishøj er en af de danske kunstnere, jeg følger med interesse. Hendes motivverden er hovedsagligt traktorer, gravkøer, kraner, containerskibe og boreplatforme i farverige og kontrasfyldte landskaber.
Jeg er vild med hendes mennesketomme malerier af menneskeskabte maskiner og konstruktioner. Hendes farverige eksplosioner og voldsomme penselstrøg, der står i kontrast til tomme og rene flader.

Jeg havde en del overvejelser over, om disse malerier ville ramme min målgruppe; piger mellem 7 og 13 år, alligevel besluttede jeg mig for, at billedskolebørnene skulle lave en parafrase over Mette Rishøjs malerier.

Jeg viste pigerne en del Mette Rishøj-malerier, og vi snakkede om, hvad vi så - og det gik virkelig godt. Flere af pigerne gav udtryk for, at de kunne lide billederne. Vi snakkede både om maskinerne og om farven - og en af pigerne sagde, at det var lige som om, at nogle af gravkørene talte sammen.

Derefter gik vi i gang:
Alle fik udleveret en masonitplade på 30x30cm og besked på, at den skulle males i én farve efter eget valg. 

Da vi var færdige med at male, satte jeg store legetøjstraktorer og gravkører på bordet, og eleverne skulle vælge hvilken én, de ville tegne.
Vi tegnede på karton med blyant. Jeg fortalte dem, at de skulle begynde deres tegning i et punkt inde midt i maskinen - og så tegne felt for felt. Indefra og ud. 
Flere af pigerne mente ikke, at det var en tegning de kunne lave, men til deres store overraskelse, kunne alle da de kom i gang - og der blev danset små danse da timen var forbi, og alle havde tegnet en vellignende traktor eller gravko.

Gangen efter tegnede vi maskinerne op med en tynd sprittusch og klippede dem ud. Så lagde vi maskinerne på masonitpladerne og tegnede en bakke eller horisonlinie. Maskinerne blev gemt væk, da vi skulle i gang med at male, så der ikke kom maling på dem. 
Vi så igen på Mette Rishøjs malerier og malede så bakkerne med store pensler. Derefter tørrede vi malerierne med en føntørre og satte så maskinerne på med lim.

Tilsidst blev masonitpladerne lagt på gulvet, som jeg havde dækket af. Børnene fik et ark gråt kardus i A3, som de rev et hul i. Hullet lagde vi netop der, hvor deres maskine rammer jorden - og så lod vi maling dryppe ned fra ret stor højde. Jeg blandede også lidt mørk akrylmaling op med vand, som vi sprøjtede på med pensel.

Behøver jeg at sige, at dette sprøjeri var en fest? 

De børn der havde lyst, fik lov at fortsætte med poscatuscer. 









torsdag den 27. november 2014

Bolchekrukker

Ud over de rakubrændte væve, har vi på Billedskolen også rakubrændt lågkrukker.

Alle fik udleveret et hvidt schweizerdrop, som de først skulle lave en skitse af.

Derefter fik alle en klump tysk hvidler med charmotte. Vi formede med knive og slynger og bankede også med grydeskeer.
Da vi var tilfredse med den ydre form, skar jeg lerklumpen over med et stykke ståltråd.
Derefter uhulede børnene både krukke og låg med en slynge.
Efter udhulingen lavede vi en lerpølse og satte på indersiden af krukken. Det kan godt være lidt besværligt, og de mindste børn havde brug for hjælp. På den måde lavede vi en indvendig fals, så låget sidder ordentligt på krukken. 
Til sidst satte vi låget på krukken, så de to dele passede sammen, og lavede en markering (vi lavede bare en lille prik) både på krukken og på låget, så låget hurtigere kan placeres rigtigt.

Jeg tørrede krukkerne langsomt ned og forglødede dem ved 920 grader.

Vi glaserede dem med hvid rakuglasur - og en eftermiddag i november var billedskolebørnene med til at brænde raku. Jeg havde fået keramiker Irene Søgaard til at hjælpe os. Irene og jeg fyldte og tømte ovnen, men børnene var med til at smide savsmuld over tingene - og de fik en god fornemmelse for hvad rakubrænding er, og vi havde en super hyggelig dag.




 





 
 
 







onsdag den 26. november 2014

Rakubrændte væve

På Billedskolen i Ulstrup har vi i denne sæson lavet væve i ler. Mange af dem brækkede i brændingerne, hvilket betød, at jeg måtte bruge lang tid på at samle dem igen. Jeg valgte også selv at sætte trenden op, så jeg har alt i alt brugt meget forberedelse på dette projekt. Men jeg synes alligevel, I skulle have lov at se dem, for de blev smukke i al deres rustikke enkelhed.