tirsdag den 5. april 2016

Altertavle

Sidste år blev jeg ringet op, af præsten i Thorsø Lise Melchiorsen, fordi hun havde fået den idé, at der skulle laves en transportabel altertavle til de tre kirker i Thorsø, Aidt og Vejerslev. Tavlen skulle laves i et samarbejde af børn, præsten og mig - og bruges i påsken.
Jeg blev simpelthen så glad. Tænk, at jeg kunne forene min interesse for religiøs kunst med min interesse for at formidle kunst til børn.

Vi blev enige om, at der skulle laves et triptykon med motiver fra påskens fortællinger.

Jeg gik i gang med at finde inspiration, som jeg vil vise børnene. Jeg fandt værker af Marc Chagall, Emil Nolde, Paul Gauguin, Arne Haugen Sørensen, Niels Helledie og He Qi. Min motivation for at bruge disse kunstnere er, at de alle laver udtryksfulde værker, der dog ikke er så voldsomme, at de er for svære at forholde sig til. Påskefortællingen er voldsom, men den er også smuk - og jeg vil gerne vise børnene, at kunst kan fortælle om både det, der er svært, uforståeligt og sorgfuldt, og det er smukt og glædeligt.

Det blev aftalt, at altertavlen skulle laves af en 3. klasse på Tungelundskolen i Thorsø. Vi skulle møde børnene tre gange. De to første gange skulle de høre fortællingen om påsken og lave skitser. Lise fortalte og jeg satte gang i tegningerne. Jeg havde besluttet, at der skulle bruges forskellige metoder, så det blev både til guidet tegning, iagttagelsestegning, blindtegning samt børnenes egne idétegninger.



Det  blev til utrolig mange tegninger, som jeg kiggede igennem. Vi havde aftalt med børnene, at det var mig, der bestemte hvilke tegninger, der skulle bruges - og at jeg måtte mikse de forskellige tegninger, hvilket betød, at jeg kunne bruge Jesus fra en skitse, et æsel fra en anden og baggrunden fra en tredje.
Jeg kan godt indrømme, at det ikke var nogen hel nem opgave, fordi der var utrolig mange gode skitser. Børnene var virkelig optaget af projektet, så langt de fleste tegninger kunne være brugt, så jeg sørgerede for, at alle børnene var repræsenteret mindst én gang.

                   

                



       

Jeg tegnede den færdige skitse op på tavlen, købte maling og var klar til 6 timers intensiv maleri med 18 dejlige børn.




Det var en stor oplevelse at male sammen med de børn. De stod, lå, sad allesammen rundt om altertavlen og malede. De talte om farver, lyttede og valgte i fællesskab. Og hvis de blev trætte (og det bliver man, når man maler i lang tid), kunne de tage en slapper ved et af bordene med en bog eller en tegning. Der var en virkelig god stemning, og jeg var ret imponeret over nogle af børnenes vedholdenhed til at finde løsninger, og male en form over flere gange.

Men 6 timer er ikke helt nok, til at gennemarbejde en så stor opgave. Ikke engang selvom der er 18 børn til at gøre det, så vi havde på forhånd aftalt, at jeg skulle male altertavlen færdig, og at det var en del af vores samarbejde. 

Og her kan I se det færdige resultat: En altertavle for fællesskab - lavet af en 3. klasse, en præst og en billedkunstner :-)



















torsdag den 4. februar 2016

Anders And-croquis

Jeg kan godt komme med en indrømmelse: Jeg har ladet børnene på Billedskolen tegne croquis.
Faktisk var det Susanne Ahrenkiel og jeg, der tog beslutningen sammen.
Modellen hed Anders And.

Det var simpelthen så morsomt.
Vi lavede de samme opgaver, som vi kunne finde på at lave til voksne, der tegner croquis efter nøgenmodel. Først mange hurtige tegninger på mellem 30 sekunder og 2 minutter, og til sidst nogle lidt længere på hele 5 og 8 minutter.

Børnene blev bl.a. præsenteret for konturtegning, blind- og halvblindtegning, krusedulletegning (modelleret tegning) og bevægelsestegning.















mandag den 1. februar 2016

Blomstermaleri

Da jeg var ved rydde op på min telefon, fandt jeg nogle fotografier, jeg tog i september, som jeg gerne vil dele med jer.

På Billedskolen lavede vi nogle malerier i flere lag, hvor vi brugte akrylmaling og poscatusch.

Alle fik udleveret et lærred i 30 x 30 cm, som fik en lasering med en tynd blå maling. Jeg havde blandet 3 forskellige blå nuancer op med vand, som børnene kunne bruge frit. Der blev malet med pensler og svampe. Der blev dryppet og sprøjtet en del.

Mens malerierne tørrede, fik alle en blomst, som de skulle kigge på. Vi brugte georginer og stokroser, men man kan bruge en hvilken som helst blomst.



Efter skitsearbejdet fandt vi stencil og skabeloner frem. Hvis man bruger dem med måde, synes jeg, det kan være en fin mulighed for at skabe struktur og liv i farverne. Vi brugte kun blå og grå nuancer. Børnene blandede selv de farver, de gerne ville bruge.

Så blev blomsterne tegnet op på lærredet med poscatusch, hvorefter børnene malede dem med enten akrylmaling eller tuschene.

Sidste del af processen var at tegne mørke skygger af frøstande. Vi brugte græsser og røllike. Jeg fandt nogle gamle overheadprojektorer frem, som vi lage frøstanden på, så den kastede skygger direkte på lærredet, så vi kunne tegne efter dem.













onsdag den 2. december 2015

Kunsthistorie WANTED

På Billedskolen kan jeg godt lide, at vise malerier fra kunsthistorien, men det er alt for sjældent, jeg viser børn kunst fra 14-og 1500-tallet, og det besluttede jeg mig for at forsøge.
Jeg fandt derfor forskellige portrætter af nogle af de store kunstnere fra den periode, som jeg printede ud, så alle kunne få et.

Derefter lavede jeg en WANTED-plakat, som jeg printede på akvarelpapir i A3-format.

Vi patinerede først plakaterne med flydende akvarel og akrylmaling blandet op med vand i forskellige brune nuancer. Vi havde også kaffegrums, jord og salt. De måtte også gerne rive lidt i papiret og krølle det, men det var der ingen, der havde lyst til.

Derefter så vi på portrætterne. Børnene grinede ret meget af de skøre hatte. Tænk, at man så sådan ud for omkring 500 år siden...
Jeg udleverede forskellige portrætter til alle, som de skulle tegne. Først med blyant, derefter med en tynd sprittusch.
Portrætterne blev klippet ud, og gangen efter satte vi dem på plakaterne med limstift.











Navne på nogle af de kunstnere, hvis portrætter vi blev inspireret af:
Jan van Eyck (ca.1390-1441), Rogier van der Weyden (ca. 1399-1464), Sandro Botticelli (1445-1509),  Leonardo da Vinci (1452-1519) Quentin Matsys (1466-1530), Albrecht Dürer (1471-1528), Lucas Cranach den ældre (1472-1553),  Hans Holbein den yngre (1497-1543), Lucas Cranach den yngre (1515-1586).

lørdag den 28. november 2015

Monet i børnehaven

Jeg kan godt indrømme, at jeg altid har haft det lidt svært med Monets åkander. Jeg har muligvis set alt for mange falmede plakater med det motiv tilbage i 80'erne.
Sådan havde jeg det, indtil jeg i 2006 besøgte Musée de l'Orangerie i Paris, hvor imponerende ovale rum med kæmpestore malerier af åkanderne fuldstændig slog benene væk under mig. Det var en fantastisk oplevelse.

I dette efterår kan man se Monet på ARoS. Jeg skulle lave et forløb til en børnehave, som havde planlagt, at tage til ARoS, for at se udstillingen. Vi besluttede, at der skulle laves billeder, som var inspireret af Monets "Den japanske bro".

Claude Monet malede ”Den japanske bro” mange gange i sit liv, så man kan finde forskellige malerier af den sammen bro i forskellige årstider.  Hvis man sidder med en Ipad, kan man hurtigt finde forskellige udgaver, som man kan vise og tale med børnene om.


Forløbet er bygget op, så børnene skal male 4 gange.

Del 1.
Materialer: 
Malerplader
Akrylmaling: Lyseblå og hvid (eller blå og hvid. Du kan blande den lyseblå sammen med børnene.)
Paletter til maling
Pensler
Vandbeholder


1.      Fortæl børnene, at de skal male en himmel med skyer. I kan snakke om hvilken farver skyerne har. Mal hele pladen lyseblå og giv dem derefter en palet kun med hvid, så de også kan male skyer.



Mal hele pladen lyseblå.

Mal skyer. Man kan også male regnvejrsskyer.
       
        Læg pladen til tørre.


Del 2.
Materialer:
Maling: Blå, gul og evt. også flere grønne nuancer.
Engangssvampe klippet i mindre strykker
Skumstencil-pensler
Paletter
Vandbeholder
(Malertape)

Vis børnene hvordan man blander grøn af gul og blå, og fortæl dem, at man skal kunne se noget af himlen. Lav evt. en markering med malertape, der viser hvor de må male til. Der males kun med engangssvampe og skumstencil-pensler i forskellige grønne nuancer. Der skal både være meget mørk grøn og meget lys grøn.
Bland forskellige grønne nuancer.

Marker evt. en grænse for hvor der skal males. Det giver kontrast i maleriet, men man kan også vælge, at lave et maleri, der mest er grønt.
. 
Når tapen er taget af, kan der trykkes nogle gange på overgangen.


Del 3
Materialer: Akrylmaling: F.eks. Gul, lyserød og pink – men du kan også lade børnene vælge.
Duppesvampe eller skumstencil-pensler
Palet


Dup blomster på den grønne del af maleriet.  Brug kun duppesvampene og skumpensler til den samme farve. Skumpensler, man kan sætte på fingeren, er et kæmpehit :-)



Del 4.
Materialer: 
Effektliner eller 3D-liner, poscatusch eller farvekridt.

Tegn en bro fra den ene side af billedet til den anden. Se igen på billedet. Det kan være en god idé, at øve sig på et stykke papir først.

Det færdige maleri. Broen er lavet med 3D-liner.
                                                              Malet af Silje på 4 år.

          


søndag den 24. maj 2015

Farverige dyr med pletter og prikker

På Billedskolen i Ulstrup malede vi dyr, der var bygget op af grundformerne: Firkanter, cirkler og trekanter. Jeg brugte denne fremgangsmåde:

1. Alle børn fik udleveret et lærred, og jeg havde sat akrylfarver frem. Børnene måtte selv bestemme, hvad de ville male på deres lærred. Dog fik de fra starten at vide, at dette maleri skulle males over senere.

2. Der blev udleveret et stykke gråt kardus, og på det skulle der tegnes et dyr, der var bygget op af firkanter, cirkler og trekanter. Dyret skulle fylde det meste af papiret.





3. Dyret blev klippet ud.

 


4. Vi fandt vores lærreder frem, og alle børn skulle male mindst 5 store, runde pletter + nogle mindre prikker oven på deres maleri. De brugte både akrylmaling og effektliner. Derefter blev lærredet tørret med en føntørre.

5. Papirdyret blev lagt på lærredet, og børnene tegnede udenom det med en poscatusch.




6. Til sidst fandt børnene den farve, de gerne ville bruge som baggrund - og malede alt det der ikke var dyr.

7. Billederne blev færdiggjort med poscatuscer. Der blev tegnet øjne, snuder og mund - og nogle af dyrene fik også konturstreg.