Det er ikke til at vide, om jeg havde haft den samme interesse for at male og skrive, hvis jeg havde haft en anden Bedstefar. I denne august har jeg i hvert fald tænkt en del på nogle ture, vi havde sammen.
Vi kørte af sted i hans brune Saab. Han elskede de danske landskaber – og når vi kom til et sted, han synes, var særlig smukt, standsede han bilen, og vi tog hver en tegneblok frem.
Hvis det regnede, sad vi bare inde i bilen og spiste flødetabletter og tegnede. Så viste han mig bakkerne, markerne og buskenes form og kirken i det fjerne. Og tænk, jeg kunne faktisk også tegne gode tegninger af gårde og landskaber. Min Bedstefar var måske ikke den store pædagog, men min mor syntes, jeg var meget dygtig, når jeg viste hende mine tegninger.
Min Bedstefar var med til at give mig bevidstheden om, at det er vigtigt at kunne
udtrykke sig i billeder og ord – og det har jeg med mig som en kæmpe gave. En
gave som jeg har lyst til at give videre til mine børn. Så i dag pakkede jeg
bilen. Jeg havde fundet en lille kasse til skitsebøger, blyanter og flødetabletter.
Lidt ved en tilfældighed endte vi på Himmelbjerget - og der
sad vi på H.C. Andersens bænk, lige ved siden af stenen med ordene ”I Danmark
er jeg født, der har jeg hjemme” og tegnede. Det ville han have elsket, den
gamle.De små tegnede kun lidt – men Lara var fordybet i sin tegning i lang tid, og hun var stolt af den, da hun var færdig.
Og kassen – den står stadigvæk ude i bilen.
