onsdag den 2. december 2015

Kunsthistorie WANTED

På Billedskolen kan jeg godt lide, at vise malerier fra kunsthistorien, men det er alt for sjældent, jeg viser børn kunst fra 14-og 1500-tallet, og det besluttede jeg mig for at forsøge.
Jeg fandt derfor forskellige portrætter af nogle af de store kunstnere fra den periode, som jeg printede ud, så alle kunne få et.

Derefter lavede jeg en WANTED-plakat, som jeg printede på akvarelpapir i A3-format.

Vi patinerede først plakaterne med flydende akvarel og akrylmaling blandet op med vand i forskellige brune nuancer. Vi havde også kaffegrums, jord og salt. De måtte også gerne rive lidt i papiret og krølle det, men det var der ingen, der havde lyst til.

Derefter så vi på portrætterne. Børnene grinede ret meget af de skøre hatte. Tænk, at man så sådan ud for omkring 500 år siden...
Jeg udleverede forskellige portrætter til alle, som de skulle tegne. Først med blyant, derefter med en tynd sprittusch.
Portrætterne blev klippet ud, og gangen efter satte vi dem på plakaterne med limstift.











Navne på nogle af de kunstnere, hvis portrætter vi blev inspireret af:
Jan van Eyck (ca.1390-1441), Rogier van der Weyden (ca. 1399-1464), Sandro Botticelli (1445-1509),  Leonardo da Vinci (1452-1519) Quentin Matsys (1466-1530), Albrecht Dürer (1471-1528), Lucas Cranach den ældre (1472-1553),  Hans Holbein den yngre (1497-1543), Lucas Cranach den yngre (1515-1586).

lørdag den 28. november 2015

Monet i børnehaven

Jeg kan godt indrømme, at jeg altid har haft det lidt svært med Monets åkander. Jeg har muligvis set alt for mange falmede plakater med det motiv tilbage i 80'erne.
Sådan havde jeg det, indtil jeg i 2006 besøgte Musée de l'Orangerie i Paris, hvor imponerende ovale rum med kæmpestore malerier af åkanderne fuldstændig slog benene væk under mig. Det var en fantastisk oplevelse.

I dette efterår kan man se Monet på ARoS. Jeg skulle lave et forløb til en børnehave, som havde planlagt, at tage til ARoS, for at se udstillingen. Vi besluttede, at der skulle laves billeder, som var inspireret af Monets "Den japanske bro".

Claude Monet malede ”Den japanske bro” mange gange i sit liv, så man kan finde forskellige malerier af den sammen bro i forskellige årstider.  Hvis man sidder med en Ipad, kan man hurtigt finde forskellige udgaver, som man kan vise og tale med børnene om.


Forløbet er bygget op, så børnene skal male 4 gange.

Del 1.
Materialer: 
Malerplader
Akrylmaling: Lyseblå og hvid (eller blå og hvid. Du kan blande den lyseblå sammen med børnene.)
Paletter til maling
Pensler
Vandbeholder


1.      Fortæl børnene, at de skal male en himmel med skyer. I kan snakke om hvilken farver skyerne har. Mal hele pladen lyseblå og giv dem derefter en palet kun med hvid, så de også kan male skyer.



Mal hele pladen lyseblå.

Mal skyer. Man kan også male regnvejrsskyer.
       
        Læg pladen til tørre.


Del 2.
Materialer:
Maling: Blå, gul og evt. også flere grønne nuancer.
Engangssvampe klippet i mindre strykker
Skumstencil-pensler
Paletter
Vandbeholder
(Malertape)

Vis børnene hvordan man blander grøn af gul og blå, og fortæl dem, at man skal kunne se noget af himlen. Lav evt. en markering med malertape, der viser hvor de må male til. Der males kun med engangssvampe og skumstencil-pensler i forskellige grønne nuancer. Der skal både være meget mørk grøn og meget lys grøn.
Bland forskellige grønne nuancer.

Marker evt. en grænse for hvor der skal males. Det giver kontrast i maleriet, men man kan også vælge, at lave et maleri, der mest er grønt.
. 
Når tapen er taget af, kan der trykkes nogle gange på overgangen.


Del 3
Materialer: Akrylmaling: F.eks. Gul, lyserød og pink – men du kan også lade børnene vælge.
Duppesvampe eller skumstencil-pensler
Palet


Dup blomster på den grønne del af maleriet.  Brug kun duppesvampene og skumpensler til den samme farve. Skumpensler, man kan sætte på fingeren, er et kæmpehit :-)



Del 4.
Materialer: 
Effektliner eller 3D-liner, poscatusch eller farvekridt.

Tegn en bro fra den ene side af billedet til den anden. Se igen på billedet. Det kan være en god idé, at øve sig på et stykke papir først.

Det færdige maleri. Broen er lavet med 3D-liner.
                                                              Malet af Silje på 4 år.

          


søndag den 24. maj 2015

Farverige dyr med pletter og prikker

På Billedskolen i Ulstrup malede vi dyr, der var bygget op af grundformerne: Firkanter, cirkler og trekanter. Jeg brugte denne fremgangsmåde:

1. Alle børn fik udleveret et lærred, og jeg havde sat akrylfarver frem. Børnene måtte selv bestemme, hvad de ville male på deres lærred. Dog fik de fra starten at vide, at dette maleri skulle males over senere.

2. Der blev udleveret et stykke gråt kardus, og på det skulle der tegnes et dyr, der var bygget op af firkanter, cirkler og trekanter. Dyret skulle fylde det meste af papiret.





3. Dyret blev klippet ud.

 


4. Vi fandt vores lærreder frem, og alle børn skulle male mindst 5 store, runde pletter + nogle mindre prikker oven på deres maleri. De brugte både akrylmaling og effektliner. Derefter blev lærredet tørret med en føntørre.

5. Papirdyret blev lagt på lærredet, og børnene tegnede udenom det med en poscatusch.




6. Til sidst fandt børnene den farve, de gerne ville bruge som baggrund - og malede alt det der ikke var dyr.

7. Billederne blev færdiggjort med poscatuscer. Der blev tegnet øjne, snuder og mund - og nogle af dyrene fik også konturstreg.

 







lørdag den 23. maj 2015

Barberskum og victorianske huse

Det er en fest at marmorere med barberskum. En meget farverig fest.
 
Jeg havde fundet et par flade papkasser, som jeg kom i hver sin plastiksæk. I disse kasser fik børnene lov til at sprøjte barberskum.
Derefter dryppede vi flydende akvarel i - og rørte let i herligheden med en gaffel.
Børnene og jeg besluttede at lave 3 kasser: blå/gul, rød/gul og blå/rød. Det gennemførte vi - næsten!
 
Når der er lavet smukke mønstre i barberskummet, kommer man sit papir i. Vi brugte akvarelpapir, og lod det ligge i ca. 10 sek. før vi tog det op, og lagde det på et avisunderlag. I det hele taget, er det et god idé med MEGET afdækning. Til sidst fik børnene fik en lineal, som de kunne skrabe barberskum af med. Hvis man ikke er pjattet med meget farverige hænder, kan engangshandsker anbefales.



 
 

 

 
 
 
Jeg havde besluttet, at vi skulle bruge det marmorerede papir som baggrund til victorianske huse. Alle børn fik udleveret et fotografi af et hus, et stykke sort kardus og en hvid farveblyant.
De fik at vide, at de skulle begynde med at tegne et af vinduerne - og at de gerne måtte digte. Dvs. deres hus behøvede ikke at ligne deres fotografi.
 
Da de var færdige med at tegne, klippede de huset ud. Og til sidst skulle det monteres på det farvede papir. Før de satte huset på, klippede de et stykke sort kardus, som de satte nederst på papiret.
 
 
 






 
 

fredag den 22. maj 2015

De 5 venner

På Lisbeth Reinholdts blog "Bidt af Billedkunst," så jeg for nogen tid siden et projekt, hun har lavet med en 4. klasse: Art Cats.
Jeg fik lyst til at lave et lignende projekt, og fulgte i store træk Lisbeths anvisninger.
Da jeg gav børnene opgaven, talte vi først om overlapning, og derefter forklarede jeg, at de skulle lave et billede med titlen: De 5 venner.
Vennerne skulle være forskellige. Forskellig højde, bredde, hovedform, øjne, mønstre o.s.v. Jeg gav dem desuden to grå nuancer ud over den sorte tusch.

Det var et rigtig fint projekt - så tak til Lisbeth for inspiration.







torsdag den 15. januar 2015

Skyggefugl

Der findes skønlitteratur for voksne og børnelitteratur. Der findes ungdomsbøger, digtsamlinger og rejsebøger. Vi har kategorier, så vi kan genkende det genkendelige.
Men der findes også andre bøger. Jeg vil kalde dem: Bøger for mennesker. Altså for små mennesker og store mennesker. Her er alder et uinteressant pejlemærke. Sådan en bog har jeg netop læst: Skyggefugl" af Tina Sakura Bestle.

Sikke en bog. Sproget er klart - men alligevel poetisk, overraskende og mystisk. Ligesom hele fortællingen om den 7årige Alma, der har tanker som en gammel dame - og derfor må cykle af sted på sin røde, nye fødselsdagscykel for at hjælpe tankerne hjem. Det bliver en rejse ud i det mørkeblå, og vi kommer til at elske hendes nye ven, kalven Lønborg, der ligger i formalin, fordi den kun har et øje. 

Jeg vil ikke fortælle om rejsen, for den skal opleves - så jeg vil nøjes med at sige: Køb den, lån den, læs den for dig selv eller dine børn. Det har ingen betydning om dine børn er 8, 37 eller 61 år. Jeg håber, at I, ligesom jeg, vil blive ramt af ømhed, særegenhed og henrykkelse.