Viser opslag med etiketten Keramik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Keramik. Vis alle opslag

torsdag den 27. november 2014

Bolchekrukker

Ud over de rakubrændte væve, har vi på Billedskolen også rakubrændt lågkrukker.

Alle fik udleveret et hvidt schweizerdrop, som de først skulle lave en skitse af.

Derefter fik alle en klump tysk hvidler med charmotte. Vi formede med knive og slynger og bankede også med grydeskeer.
Da vi var tilfredse med den ydre form, skar jeg lerklumpen over med et stykke ståltråd.
Derefter uhulede børnene både krukke og låg med en slynge.
Efter udhulingen lavede vi en lerpølse og satte på indersiden af krukken. Det kan godt være lidt besværligt, og de mindste børn havde brug for hjælp. På den måde lavede vi en indvendig fals, så låget sidder ordentligt på krukken. 
Til sidst satte vi låget på krukken, så de to dele passede sammen, og lavede en markering (vi lavede bare en lille prik) både på krukken og på låget, så låget hurtigere kan placeres rigtigt.

Jeg tørrede krukkerne langsomt ned og forglødede dem ved 920 grader.

Vi glaserede dem med hvid rakuglasur - og en eftermiddag i november var billedskolebørnene med til at brænde raku. Jeg havde fået keramiker Irene Søgaard til at hjælpe os. Irene og jeg fyldte og tømte ovnen, men børnene var med til at smide savsmuld over tingene - og de fik en god fornemmelse for hvad rakubrænding er, og vi havde en super hyggelig dag.




 





 
 
 







onsdag den 26. november 2014

Rakubrændte væve

På Billedskolen i Ulstrup har vi i denne sæson lavet væve i ler. Mange af dem brækkede i brændingerne, hvilket betød, at jeg måtte bruge lang tid på at samle dem igen. Jeg valgte også selv at sætte trenden op, så jeg har alt i alt brugt meget forberedelse på dette projekt. Men jeg synes alligevel, I skulle have lov at se dem, for de blev smukke i al deres rustikke enkelhed.








torsdag den 3. april 2014

Snirkelkrukker med Fru Billedkunst


 
I dag er jeg ude i en ren anbefaling af bloggen: FruBilledkunst. Fru Billedkunst har utrolig mange gode ideer. Hun er grundig i sine beskrivelser af undervisningsforløb – og det kan være godt, når man kaster sig ud et projekt som snirkelkrukker. På Billedskolen i Ulstrup fulgte vi hendes vejledning – og det blev nogle fantastiske timer, hvor børnene fik lavet nogle skønne krukker. Der var en særlig stemning af overraskelse og glæde, over at de kunne lave noget så fint.

 








onsdag den 2. april 2014

Fugle med et budskab


Hvad er vigtigt i livet. Mine billedskolebørn har nogle bud: Elske, venner, latter, lege, familie, hjælpsomhed og kærlighed. Ja, så er der vel ikke meget mere at sige – det skulle da lige være, at jeg er pjattet med de børn.
Fuglene med de vigtige ord er lavet i ler. Vi tegnede først skitser, som vi skrev ord på og klippede ud. Så rullede vi leret ud med kageruller. Tysk hvidler med charmotte. Vi rullede på en gammel dug med mønster, for at leret kunne slippe bordet – men også for at give leret struktur. Så lagde vi vores papirfugl på leret og skar efter den.
Derefter stemplede vi ordene med bogstavestempler. Man kan købe et billigt sæt i Tiger – men jeg foretrække det noget dyrere fra Panduro, da det indeholder Æ, Ø og Å.  
Hvis fuglene skal kunne flyve, skal I huske at lave huller.

Så skulle fuglene tørres og forglødes.

Gangen efter glaserede vi med penselglasur. Vi brugte først en sort penselglasur. Med tynde pensler kom vi glasur ned i bogstavfordybningerne. Selvfølgelig var det umuligt ikke at ramme leret ved siden af, så vi brugte en fugtig svamp til at tørre den overskydende glasur af med. Derefter kunne børnene pensle de farvede glasurer på resten af fuglen, før vi fyldte keramikovnen igen og brændte dem op til 1020 grader.