lørdag den 28. november 2015

Monet i børnehaven

Jeg kan godt indrømme, at jeg altid har haft det lidt svært med Monets åkander. Jeg har muligvis set alt for mange falmede plakater med det motiv tilbage i 80'erne.
Sådan havde jeg det, indtil jeg i 2006 besøgte Musée de l'Orangerie i Paris, hvor imponerende ovale rum med kæmpestore malerier af åkanderne fuldstændig slog benene væk under mig. Det var en fantastisk oplevelse.

I dette efterår kan man se Monet på ARoS. Jeg skulle lave et forløb til en børnehave, som havde planlagt, at tage til ARoS, for at se udstillingen. Vi besluttede, at der skulle laves billeder, som var inspireret af Monets "Den japanske bro".

Claude Monet malede ”Den japanske bro” mange gange i sit liv, så man kan finde forskellige malerier af den sammen bro i forskellige årstider.  Hvis man sidder med en Ipad, kan man hurtigt finde forskellige udgaver, som man kan vise og tale med børnene om.


Forløbet er bygget op, så børnene skal male 4 gange.

Del 1.
Materialer: 
Malerplader
Akrylmaling: Lyseblå og hvid (eller blå og hvid. Du kan blande den lyseblå sammen med børnene.)
Paletter til maling
Pensler
Vandbeholder


1.      Fortæl børnene, at de skal male en himmel med skyer. I kan snakke om hvilken farver skyerne har. Mal hele pladen lyseblå og giv dem derefter en palet kun med hvid, så de også kan male skyer.



Mal hele pladen lyseblå.

Mal skyer. Man kan også male regnvejrsskyer.
       
        Læg pladen til tørre.


Del 2.
Materialer:
Maling: Blå, gul og evt. også flere grønne nuancer.
Engangssvampe klippet i mindre strykker
Skumstencil-pensler
Paletter
Vandbeholder
(Malertape)

Vis børnene hvordan man blander grøn af gul og blå, og fortæl dem, at man skal kunne se noget af himlen. Lav evt. en markering med malertape, der viser hvor de må male til. Der males kun med engangssvampe og skumstencil-pensler i forskellige grønne nuancer. Der skal både være meget mørk grøn og meget lys grøn.
Bland forskellige grønne nuancer.

Marker evt. en grænse for hvor der skal males. Det giver kontrast i maleriet, men man kan også vælge, at lave et maleri, der mest er grønt.
. 
Når tapen er taget af, kan der trykkes nogle gange på overgangen.


Del 3
Materialer: Akrylmaling: F.eks. Gul, lyserød og pink – men du kan også lade børnene vælge.
Duppesvampe eller skumstencil-pensler
Palet


Dup blomster på den grønne del af maleriet.  Brug kun duppesvampene og skumpensler til den samme farve. Skumpensler, man kan sætte på fingeren, er et kæmpehit :-)



Del 4.
Materialer: 
Effektliner eller 3D-liner, poscatusch eller farvekridt.

Tegn en bro fra den ene side af billedet til den anden. Se igen på billedet. Det kan være en god idé, at øve sig på et stykke papir først.

Det færdige maleri. Broen er lavet med 3D-liner.
                                                              Malet af Silje på 4 år.