tirsdag den 17. april 2018

Smagen af Ingenting

Sidste år var jeg på et fantastisk tegnekursus hos Rigmor Bak Frederiksen. I en af pauserne fortalte hun mig om et projekt, som Anna Marie Holm lavede for år tilbage på det gamle Århus Kunstmuseum.

Jeg har ikke kunnet finde oplysninger om projektet, så jeg ved ikke, hvornår det er lavet, og beskrivelsen her er måske ikke helt præcis:
Anna Marie Holm bad deltagerne om, at gå ud i byen og tage et billede af Ingenting. Det var dengang, mobiltelefonen endnu ikke var opfundet, så der blev taget fotos med et polaroidkamera.  Det blev til fotos af mellemrum, huller og byens sprækker. Altså billeder af det negative rum.
Efterfølgende blev der tegnet skitser efter fotografierne, og til sidst klippede de formerne ud i tynde madbrød, som blev hængt op, før deltagerne tog dem ned og spiste Ingenting.

På min fødselsdag er der, på Billedskolen, en fast tradition for, at vi arbejder med en opgave, der også smager godt. Skuffelsen var derfor stor, da jeg i år kunne fortælle, at vi skulle spise Ingenting.

Jeg havde samlet et stor bunke ting med huller i: Piskeris, nøddeknækker, nøgler, sakse osv. Børnene fik et stort stykke papir, hvor de skulle tegne så mange tegninger af Ingenting som muligt.


Efterfølgende skulle de vælge den form, de syntes, var mest interessant og skravere den.



 Så satte jeg dem sammen to og to og lod dem sætte de to former sammen, så det blev til "Dobbelt så meget Ingenting."


Endelig tog jeg lagkagebunde frem, så de kunne skærer "Dobbelt så meget Ingenting" ud. Lagkagebunde fungerede godt, men man kan selvfølgelig også bruge noget andet som fx rugbrød, tortilla, pandekager eller sandwichbrød.





Fordi det var fødselsdag fik børnene også lov til at pynte med chokolademousse, flødeskum, bananer og marmelade, og vi var enige om, at "Ingenting" og "Dobbelt så meget Ingenting" smager fortrinligt.