torsdag den 28. november 2013

Pige med slagskygge

Nogle dage bruger jeg alt for lang tid på Pinterest. Fordi det bare er stedet, hvor man kan få masser af gode ideer. I hvert fald hvis man, som jeg, er billedkunstner og underviser. En dag så jeg et foto af en børnetegning, der forestillede en pige, der havde fået den sorteste, sorte slagskygge lavet af sort papir. Hvilken fantastisk idé. Sammen med mine kollegaer fra Hinnerup Billedskole, Annitta og Line, besluttede vi at bruge denne idé i denne billedskolesæson.

Jeg fandt malerier af Michael Kvium, Edvard Munch, Van Gogh, Michael Ancher, Edvard Hopper og Masaccio (Sankt Peter helbreder den syge med sin skygge), hvor de har malet mennesker og deres skygger. Jeg viste dem til børnene og spurgte, om de kunne se, hvad billederne havde tilfælles. Ret hurtigt sporede de sig ind på, at det handlede om skygger.

Vi gik ud i solen - og så på vores skygger – og vi talte om, at man kan få sjove og mærkelige skygger, hvis man står på en underlig måde. Ligesom at hår der stritter eller krøller, også kan give gode skygger.

Børnenes første opgave lød på at tegne en person. De skule overveje, hvordan personen kunne få en god skygge. De fik udleveret hvid kardus i A4, blyanter og Neocolor 1.

Efterhånden som de blev færdige, satte vi et stykke sort kardus sammen med tegningen med er par stykker malertape, og så skulle personen klippes ud. Når børnene har klippet ca. halvdelen af figuren ud, er det vigtig at sætte et nyt stykke malertape på, som holder figur og skygge sammen.

Baggrunden lavede vi på et stykke A3 akvarelpapir. På Billedskolen i Ulstrup lavede vi firkanter, som vi malede med flydende akvarel. Jeg har lavet et lignede projekt på en friskole med 2. og 3. klasse, hvor vi lavede en ”sol” i stedet for firkanter.
 
Når baggrunden er færdig og tør, limes skygge og person (i den rækkefølge) på med limstift - lidt forskudt.  
Her er nogle af billederne fra Billedskolen i Ulstrup sat op ved siden af hinanden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar