fredag den 21. marts 2014

PRAGTFULDE TEKSTER TIL BØRN

På Facebook blev jeg inviteret til at bidrage til legen: ”Fortæl om de 10 bøger, der har betydet mest for dig. Hvad der først falder dig ind af pragtfulde tekster.” Jeg lagde min liste ud den 8. januar, og har nu oplevet, at NOGEN vil være venner med mig, blot for at få fat i denne liste. Jeg vil mægtig gerne være venner med NOGEN – men har alligevel besluttet mig for, at gøre listen lettere tilgængelig.

HVAD DER FØRST FALDER MIG IND AF PRAGTFULDE TEKSTER
Lige for tiden læser jeg faktisk ikke andet end børnelitteratur. Det skete efter jeg havde læst Peter Adolphsens bog ”År 9 efter Loopet”, som efterlod mig så rystet, at jeg lige nu holder mig til bøger skrevet til børn. (Jeg vil da godt anbefale den alligevel!) Nå ja, og måske også fordi jeg selv er i gang med at udgive en børnebog på Forlaget Turbine. Så her får I en liste på 10 børnebøger – jo, der kunne have været mange flere. Men disse fortjener alle at blive nævnt. De står ikke i prioriteret rækkefølge – for det er ikke muligt for mig.
(Bb) betyder billedbog.

 1. Maria Parr: Vaffelhjerte. Fordi jeg smilte og græd (ja, faktisk hulkede) mig igennem denne bog sammen med min ældste datter Lara på 7 år. Smuk og ubarmhjertig – lige sådan jeg bedst kan lide en bog.
 2. Ida Jessen: Ringen (Bb). Fordi det er en rørende lille historie om søstre, der misunder og elsker hinanden - og fordi jeg elsker Cato Thau Jensens illustrationer.

 3. Astrid Lindgren: Brødrene Løvehjerte. Fordi man ikke kan komme uden om den fantastiske Astrids bøger. Jeg holder af dem alle – men mest af alt denne.
 4. Anders Højen: Bette-Bøv laver en talemaskine (Bb). Fordi den får mine børn til at grine – hver gang!

 5. Anne-Marie Donslund og Tina Sakura Bestle: Ærtehalm – mug i Blåvandshuk. Fordi jeg elsker den finurlig og surrealistisk scene, der er sat – og den lillebitte snert af realisme der gør, at jeg kan identificerer mig med de siamesiske tvillinger Ærte og H.

6. Stian Hole: Annas himmel (Bb). Fordi den er uendelig smuk og sørgelig.
7. Jacob Martin Strid: Mimbo Jimbo laver kunst (Bb). Fordi Strid her giver kunstnere og kunstinstitutionen et kærligt og morsomt los.

8. Morten Ramsland: Pedes Uhyrer (Bb). Fordi den viser de uhyrer, der vokser frem, når voksne skændes.
9. Cecilie Eken: Mørkebarnet (Bb). Fordi det er utroligt, at man kan lave en sonetkrans til børn. Det er en tankevækkende bog, som Lara og jeg har diskuteret ikke så få gange. Vi er endnu ikke blevet enige om slutningen, og hvor mange børn denne bog egentlig handler om.

10. Lene Kaaberbøl: Skammerens datter. Fordi det er en fortælling, hvor hovedpersonerne også laver dumme og forkerte ting. Hvor de føler sig ensomme og i tvivl og ikke mindst er stædige og stolte på en meget dum og genkendelig måde. Alt sammen pakket ind i en forrygende kamp mod det skamløse og onde.

Det var 10. Men jeg må altså også lige nævne:
11. Jujja Wieslander og Sven Nordqvist: Mor Muh rutsjer (Bb). Fordi den kærlige og ukuelige ko er helt fantastisk sammen med sin infame ven Krage. Og en ko på en rutsjebane – ja, det er bare et fabelagtigt godt billede.

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar