torsdag den 15. januar 2015

Skyggefugl

Der findes skønlitteratur for voksne og børnelitteratur. Der findes ungdomsbøger, digtsamlinger og rejsebøger. Vi har kategorier, så vi kan genkende det genkendelige.
Men der findes også andre bøger. Jeg vil kalde dem: Bøger for mennesker. Altså for små mennesker og store mennesker. Her er alder et uinteressant pejlemærke. Sådan en bog har jeg netop læst: Skyggefugl" af Tina Sakura Bestle.

Sikke en bog. Sproget er klart - men alligevel poetisk, overraskende og mystisk. Ligesom hele fortællingen om den 7årige Alma, der har tanker som en gammel dame - og derfor må cykle af sted på sin røde, nye fødselsdagscykel for at hjælpe tankerne hjem. Det bliver en rejse ud i det mørkeblå, og vi kommer til at elske hendes nye ven, kalven Lønborg, der ligger i formalin, fordi den kun har et øje. 

Jeg vil ikke fortælle om rejsen, for den skal opleves - så jeg vil nøjes med at sige: Køb den, lån den, læs den for dig selv eller dine børn. Det har ingen betydning om dine børn er 8, 37 eller 61 år. Jeg håber, at I, ligesom jeg, vil blive ramt af ømhed, særegenhed og henrykkelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar