torsdag den 28. november 2013

Pige med slagskygge

Nogle dage bruger jeg alt for lang tid på Pinterest. Fordi det bare er stedet, hvor man kan få masser af gode ideer. I hvert fald hvis man, som jeg, er billedkunstner og underviser. En dag så jeg et foto af en børnetegning, der forestillede en pige, der havde fået den sorteste, sorte slagskygge lavet af sort papir. Hvilken fantastisk idé. Sammen med mine kollegaer fra Hinnerup Billedskole, Annitta og Line, besluttede vi at bruge denne idé i denne billedskolesæson.

Jeg fandt malerier af Michael Kvium, Edvard Munch, Van Gogh, Michael Ancher, Edvard Hopper og Masaccio (Sankt Peter helbreder den syge med sin skygge), hvor de har malet mennesker og deres skygger. Jeg viste dem til børnene og spurgte, om de kunne se, hvad billederne havde tilfælles. Ret hurtigt sporede de sig ind på, at det handlede om skygger.

Vi gik ud i solen - og så på vores skygger – og vi talte om, at man kan få sjove og mærkelige skygger, hvis man står på en underlig måde. Ligesom at hår der stritter eller krøller, også kan give gode skygger.

Børnenes første opgave lød på at tegne en person. De skule overveje, hvordan personen kunne få en god skygge. De fik udleveret hvid kardus i A4, blyanter og Neocolor 1.

Efterhånden som de blev færdige, satte vi et stykke sort kardus sammen med tegningen med er par stykker malertape, og så skulle personen klippes ud. Når børnene har klippet ca. halvdelen af figuren ud, er det vigtig at sætte et nyt stykke malertape på, som holder figur og skygge sammen.

Baggrunden lavede vi på et stykke A3 akvarelpapir. På Billedskolen i Ulstrup lavede vi firkanter, som vi malede med flydende akvarel. Jeg har lavet et lignede projekt på en friskole med 2. og 3. klasse, hvor vi lavede en ”sol” i stedet for firkanter.
 
Når baggrunden er færdig og tør, limes skygge og person (i den rækkefølge) på med limstift - lidt forskudt.  
Her er nogle af billederne fra Billedskolen i Ulstrup sat op ved siden af hinanden.

mandag den 25. november 2013

Groteske dåsemænd


I september fik jeg 24 gamle tobaksdåser af min mor. En skat der efterhånden er svær at få fat i, og de satte gang i et assemblageprojekt på Billedskolen i Ulstrup. På Pinterest havde jeg set nogle fine figurer af DianeHawkey – og jeg besluttede, at de skulle være vores udgangspunkt.

Til projektet tog børnene selv nogle små ting med hjemmefra: Små stykker legetøj (som de ikke ville lege med mere), knapper, mønter, muslingeskaller, skakbrikker mm.

Vi lavede først hovederne af modellermasse. (Vi brugte hvid Darwi.) Vi modellerede over en hvid vatkugle. (Det er vigtigt, at den er af vat - og ikke styropor.) Lidt modellermasse blev presset ned til hals og så blev ansigtet formet.

Modellermasse kan godt være lidt besværligt, så jeg viste børnene, hvordan det kan rynke og krakelere – og vi blev enige om, at det var godt, hvis vi kunne lave nogle rynkede ansigter. Enkelte børn var ikke helt med på den idé, og de fik lidt vand og formåede faktisk at glatte deres ansigter.

Da de var færdige skulle modellermassen tørre i nogle dage, før der kunne arbejdes videre på dem.
Imens gik vi i gang med kroppen. Der blev lavet 4 huller i dåserne. Ét til hver arm og 2 til ben. En hammer og et søm kan fint klare det, men de mindste børn skulle have hjælp. Arme og ben lavede vi af træperler, der blev trukket på ståltråd – som vi trak igennem hullerne i dåserne og hæftede.
Da arme og ben var monterede, lavede børnene forskellige kompositioner af deres småting i deres dåse, før de besluttede sig for, hvordan de skulle limes fast med limpistol.

Ugen efter forsatte vi med hovederne. Børnene besluttede selv, hvordan de ville arbejde videre med dem. Enkelte ville gerne beholde dem helt hvide, nogle ville gerne male dem med flydende akvarel og sætte perler i øjenhulen. Da de var færdige, satte vi dem på dåsen med en limpistol.

Til sidst blev der sat et stykke ståltråd fra overarm til overarm, så figuren kan hænge.

Projektet var omfattende, men der fungerede godt – måske fordi vi kunne tale om de forskellige arbejdsgange i termer, der er letforstålige: ”Vi skal lave arme og ben i perler!” og ”Nu skal I finde ud af, hvad der er inde i kroppen!”  


 

 
 
 
 

tirsdag den 5. november 2013

Efterårsgamle solsikker


Det har været en af de smukke efterårsdage, hvor orange blade lyste mod blå himmel. I min have står der stadig et par gamle solsikker. De nederste blade er krøllede og mørkebrune, og når jeg ser dem, kommer jeg uvægerligt til at tænke på Egon Schieles fantastiske tegninger af solsikker.
I dag viste jeg mit billedskolehold Schieles tegninger – og jeg havde også taget en af de efterårsgamle solsikke med. ”Den ligner en gammel mand!” sagde en af pigerne – og så var vi i gang.
Børnene begyndte deres tegninger i midten af solsikkens hoved, og derfra voksede spinkle blomster frem.
Se Egon Schieles tegninger her.



                          Marie Louise 8 år

                                       Thea 8 år

                                      Signe 8 år

mandag den 1. juli 2013

Jumping Jack


Sammen med mine gode kollegaer Line Frøslev og Annitta Krogsgaard er jeg i disse dage i gang med at lave Sommerbilledskole for børn i Hinnerup. Emnet er Sprællemænd – og der bliver kreeret den ene sprællemand mere fantasifantastisk end den anden.
For at komme i gang udleverede vi ”det samme hoved” til alle børnene. De klippede det ud og limede det på falsæskekarton. Derefter tegnede de hals og krop, dekorerede og klippede ud. Til sidst lavede de arme og ben for sig. Der blev klippet og tegnet, klistret og malet, fundet mærkelig øjne, smukke ben og sære vinger.

Hele herligheden blev lamineret og sat sammen med postclips. Der blev trukket snore – og nogle af damerne ville endda sprælle…  


Jeg får lyst til at nævne, hvad Pablo Picasso sagde: ”Den barnlige fantasi er kunstens kilde.”










 
 
Vi brugte dette portræt, som jeg har tegnet.
 
 
 
Du kan se mere på Line Frøslevs blog her

lørdag den 29. juni 2013

One Man's Trash is Another Man's Treasure


I kunsthistorien er assemblage en rummelig udgave af en collage. Den laves ved at sammensætte tredimensionelle genstande som f. eks. naturmaterialer, brugsting eller maskindele. Ting der ikke er tænkt som kunstnerisk materiale. Kunstnere har lavet assemblage siden 1920erne, men først i 1953 brugte kunstneren Jean Dubuffet betegnelsen om dele af sit arbejde. I 1961 blev begrebet slået fast med udstilligen The Art of Assemblage på Museum of Modern Art. På denne udstilling hang Louise Nevelsons (1899-1988) store værk: Royal Tide IV.
Værket blev skabt af træ, som hun fandt i New Yorks gader, ofte ved tre-firetiden om morgnen. Hun brugte træets former til at konstruere værket – og til sidst spraymaler hun det hele guld. Louise Nevelson er ikke så kendt i Danmark – men i Amerika hænger hun på alle de vigtigste museer. Hun har haft stor indflydelse på feministiske kunstnere, men selv sagde hun:
”I'm not a feminist. I'm an artist who happens to be a woman.”

Jeg viste mine elever flere af Louise Nevelsons værker. I steder for træ brugte vi genbrugsmaterialer og legetøj, som børnene alligevel ikke brugte mere. Hvert barn fik udleveret en lille trækasse og i den skulle de lave en komposition, som de malede guldfarvet.

Kilde:  Kunstleksikon - nøglen til det 20. århundredes kunst, arkitektur og design af Amy Dempsey.











fredag den 28. juni 2013

Den balinesiske tigerkat - der kan få børn til at blande farver


”Jeg har en hemmelighed! Det er et hemmeligt billede. I må ikke se det! I hvert fald ikke lige nu! Jeg vil beskrive det for jer – og så skal I tegne det, jeg siger. Når I har lavet jeres eget maleri, så vil jeg vise jer maleriet. MÅSKE!”
Sådan begyndte jeg den time, hvor jeg beskrev Jørgen Nashs maleri: Balinesisk Tigerkat.

Jeg beskrev – og børnene tegnede og malede. Jeg satte kun rød, blå, gul og hvid maling frem til dem. Alle andre farver, måtte de selv blande. Og der blev blandet mange farver - og resultatet blev nogle rigtig fine balinesiske tigerkatte.

Og jo, de fik lov til at se Jørgen Nashs maleri til sidst.







tirsdag den 5. marts 2013

Må man male med biler?

For et par uger siden, var jeg med Silje i vuggestue. Alle børnene malede på japanpapir - og de fik både lov til at stemple og male med pensler og legetøjsbiler. Det var en fest :-)


 

At male på japanpapir med de yngste...



Hvis du gerne vil prøve, kommer her en mulig fremgangsmåde. Fordelen ved denne teknik er, at den kan bruges af ALLE aldergrupper. Jeg har selv lært den af billedkunstner Gitte Buch


Materiale og tjekliste:
Kartofler, skumplader eller stempler.
Biler og legetøj - der må komme maling på.
Knive og sakse
Plastik til bordet
Japanpapir – det SKAL være rigtigt japanpapir
Akrylmaling
Paletter, pensler og krus til vand
Evt. vandbaseret farvekridt og akvarelfarveblyanter
Stift papir
Laklim eller decoupagelak


  1. Skriv navn på japanpapiret med blyant.
  1. Lav forskellige stempler med kartofler, skumplader, viskelæder el. a. Det kan være enkle symboler; cirkler, trekanter, firkanter, men selvfølgelig også mere komplicerede former.
  1. Læg japanpapiret på plastik. Det kan være en god idé, at lægge overdækningsplast over hele bordet. Brug en pensel til at påføre maling på stemplerne. Tryk det på papiret. Prøv også med bilernes hjul og andet legetøj. Når børnene er færdige med at stemple, skal japanpapiret tørre. Brug evt. en hårtørrer. Lav gerne flere billeder på én gang, så ét tørrer, mens du begynder på det andet.
  1. Når papiret er tørt, skal det færdiggøres med tynd akrylmaling. Fortynd derfor akrylfarven med vand. Den må gerne være meget tynd. Brug en pensel eller en svamp. Papiret skal dækkes HELT med den tynde maling, og de trykte figurer vil nu træde frem. Hvis I har lyst, kan I nu tegne på det med akvarelfarveblyanter. Når billedet er færdigt, skal det tørre. Husk at det skal ligge på afdækningsplast, da det limer fast til andre overflader.
  1. Japanpapiret sættes op på stift papir. Du kan bruge limlak, som børn fra ca. 3 år også må bruge. (Et bedre resultat får du med spraylim, men det må ALDRIG bruges med børn. Hav selv støvmaske på - og brug det altid udendørs.)


Ang. farver: Det kan være en god idé at lave farvevalg. F.eks. at der stemples med lyse farver: hvid, gul (m. hvid), okker og andre lyse farver. De tynde farver kan med fordel være blå, violet, purpur og brune nuancer. Bland dem selv med f. eks. primær blå, magenta og sienna.    


søndag den 10. februar 2013

JEG ANBEFALER…


”Mimbo Jimbo laver kunst.”

Det er en skøn lille bog! På den mest humoristiske måde giver Jakob Martin Strid kunstnere og kunstinstitutionerne et kærligt los, samtidig med at han viser, den kreative proces i mange stadier.
Min datter Silje fik den til sin  2 års fødselsdag i går. Hun er glad for den – og det er jeg også J
 
 
 

søndag den 6. januar 2013

Inspired by… Lena Revenko

Ved et tilfælde kom jeg ind på Lena Revenkos hjemmeside. Det var kærlighed ved første blik - og jeg vidste med det samme, at disse billeder måtte jeg bare vise til børnene på billedskolerne.

Lena Revenko blev født I 1976. Hun voksede op i Minsk i Hviderusland. Da hun var 14 år flyttede hun med sin familie til Israel. Hun blev uddannet på Academy of Art and Design in Jerusalem og bor nu i Tel Aviv, hvor hun arbejder som kunstner og grafisk designer. 

Lena Revenko arbejder i små formater på gamle bogsider. Hendes værker forstiller mennesker, monstre og andre fabeldyr. Efterhånden har jeg vist mange børn hendes værker, og der har altid bredt sig en stor interesse for hendes billeder.

Efter vi har set og talt om Lena Revenkos billeder, har vi tegnet en skitse af et tamt moster sammen. Børnene behøver ikke, at tegne de samme former som mig – men vi tegner tingene i den samme rækkefølge. Først ansigt, så øre og manke til sidst ryg, hale og ben. Mens jeg tegner, plejer jeg at sige: ”Mine øjne ser sådan her ud, hvordan mon jeres ser ud?” Det giver børnene mulighed for at give deres monster personligt udtryk.

Når skitserne er færdige, tegner børnene deres monster på et stykke akvarelpapir. Husk at akvarelpapiret ikke må være større end en bogside. Monstrene males med flydende akvarel – og måske skal der bruges poscatuscher til sidst.
Så klippes monstrene ud og sættes på en bogside fra en gammel bog. Til sidst monteres det på et sort stykke kardus.















fredag den 4. januar 2013

Hundehoveder

Mit oplæg til børnene var, at de skulle tænke på et værelse i deres hjem og tegne det. Det kunne være deres eget værelse, stuen, køkkenet eller badeværelset. Vi tegnede med tusch – men jeg har også afprøvet opgaven med blyant, og det fungerer fint.

Jeg havde fundet forskellige hunde- og kattehoveder i bøger og blade, som jeg havde limet op på et ark papir. Papiret havde jeg farvekopieret, så børnene havde mange hoveder at vælge imellem. Da de havde valgt hoveder, fandt de kroppe i ugeblade, som de satte hovederne på. Det blev til nogle helt fantastiske udtryksfulde figurer.

Da børnene havde lavet 2-3 figurer, satte de dem på tegningen af deres værelse. Der blev digtet historier om hundehovedernes invasion - og der var i det hele taget en herlig stemning, hvor der blev fortalt mange forskellige historier.

  



Materialeliste:

Papir eller karton A3
Tuscher eller blyant
Farvekopier af hunde- eller kattehoveder
Ugeblade
Sakse
Limstifter



Hundehoveder. Volume 2

I en anden variant af samme opgave, havde vi fået fat i nogle trækasser, som vi malede. Derefter lavede vi hundehoveder, som vi limede på falsæskekarton. Figurerne blev klippet ud, og med dobbeltklæbende tape satte vi dem på en lille plade papkassepap (der var mindre end hundehovedet). Figuren blev nu sat ind i trækassen med dobbeltklæbende tape – hvilket skabte en fin 3D effekt.













Opgaven blev lavet i samarbejde med Line Frøslev, Hinnerup Billedskole.